"So saying, Minerva, goddess azure-eyed,
Rose to Olympus, the reputed seat,
Eternal of the gods, which never storms
, disturb, rains drench, or snow invades, but calm
the expanse and cloudless shines with purest day.
There the inhabitants divine rejoice
For ever."
Homer’s Odyssey Z 14
Jeg kom til Igoumenitsa i Grækenland med færgen fra Venedig fredag. På færgen snakkede jeg med en Græker som i sin tid havde besteget alle bjerge værd at bestige.
Han fortalte mig at det første jeg burde gøre når jeg kom i land var at bestige Mount Olympus, Grækenlands højeste bjerg på 3000 meter og topografisk et af Europas højeste punkter.
Jeg kendte ikke til bjerget, men der var ikke så meget tvivl. Selvfølgelig skulle jeg det.
Jeg kendte ikke til bjerget, men der var ikke så meget tvivl. Selvfølgelig skulle jeg det.
Lørdag eftermiddag stod jeg i bjergbyen Lithoro klar til at tage de første skridt mod Zeus og skyerne.
Min tid til forberedelse havde været knap. Jeg vidste blot at de sidste par hundrede meter krævede lidt teknisk kunnen og at man burde kunne klare det på et par dage.
Jeg burde have forberedt mig bedre for allerede efter tre timer for jeg vildt. Det er forholdsvis let at orintere sig på bjerget. Der er kun en sti fra Lithoro og der er rimelig mange skilte. Alligevel overså jeg et af dem. Jeg endte væk fra stien og det var ved at blive mørkt så jeg måtte slå lejr i vildmarken. Den Græske hede og min erfaring som pædagog medhjælper kom mig dog til gode.
Jeg fik lavet et bål for at have lidt lys. Jeg følte mig som en kæmpe idiot. Det var første dag og det var allerede lykkes mig at fare vildt. Desuden havde jeg ikke noget telt så jeg var hovedmåltid for myggene og andet kryb.
Jeg burde have forberedt mig bedre for allerede efter tre timer for jeg vildt. Det er forholdsvis let at orintere sig på bjerget. Der er kun en sti fra Lithoro og der er rimelig mange skilte. Alligevel overså jeg et af dem. Jeg endte væk fra stien og det var ved at blive mørkt så jeg måtte slå lejr i vildmarken. Den Græske hede og min erfaring som pædagog medhjælper kom mig dog til gode.
Jeg fik lavet et bål for at have lidt lys. Jeg følte mig som en kæmpe idiot. Det var første dag og det var allerede lykkes mig at fare vildt. Desuden havde jeg ikke noget telt så jeg var hovedmåltid for myggene og andet kryb.
Undskyldende tanker blev sendt til B.S den nat.
Dagen efter var betydelig bedre. Om morgenen fandt jeg hurtigt den rigtige sti og om eftermiddagen nåede jeg til første vand reserve Prionia, 1000 meter oppe. Det er eksremt hårdt at gå op ad med en rygsæk når det er 40 grader varmt og der ingen vind er. Det er nødvendigt med mange pauser.
Tredje dagen forsatte på samme måde. Jeg nåede endnu 900 meter op til anden reserve på ni timer. Hele min krop føltes på det tidspunkt som sten, og jeg må indrømme at jeg mest af alt havde lyst til at give op, og tage hjem til min mor.
Heldigvis mødte jeg to Englændere som inviterede mig til at sove i deres telt. De havde ikke planer om at gå til toppen, men jeg fik dem overtalt til at gå op sammen med mig. Uden de to drenge havde jeg ikke nået den, det er helt sikkert. De var en kæmpe hjælp.
Heldigvis mødte jeg to Englændere som inviterede mig til at sove i deres telt. De havde ikke planer om at gå til toppen, men jeg fik dem overtalt til at gå op sammen med mig. Uden de to drenge havde jeg ikke nået den, det er helt sikkert. De var en kæmpe hjælp.
Fra reserve to til det højeste punkt er der 1100 meter, hvilket ikke lyder af meget. Men Stigningsprocenten er brutal og underlaget består kun af sten og grus. Det var lidt en overraskelse for mig, men det vel sådan det er på et bjerg.
Det var i alt en gå tur på ti timer den dag. Det sidste 400 meter tog seks timer, og jeg følte bogstavelig talt ikke at jeg bevægede mig nogen vegne. Vi kom dog langt om længe til toppen og følelsen af lykke var ubeskrivelig. Det kan lyde latterligt, for det er langt fra Mount Everest, K2 eller Makalu, men for mig som kun har kendskab til Himmelbjerget, gik op uden udstyr og med stor rygsæk var det en kæmpe sejr.
Det var i alt en gå tur på ti timer den dag. Det sidste 400 meter tog seks timer, og jeg følte bogstavelig talt ikke at jeg bevægede mig nogen vegne. Vi kom dog langt om længe til toppen og følelsen af lykke var ubeskrivelig. Det kan lyde latterligt, for det er langt fra Mount Everest, K2 eller Makalu, men for mig som kun har kendskab til Himmelbjerget, gik op uden udstyr og med stor rygsæk var det en kæmpe sejr.
Jeg har besteget et fucking bjerg!.
De næste dage slapper jeg af i Thessaloniki inden jeg finder min vej til Tyrkiet.
/ Mathias
Ingen kommentarer:
Send en kommentar