Mine dage som vandrende er talte. Jeg kan ikke kalde mig Mathias Supertramp længere.
Jeg er ikke taget hjem til Danmark, men til et sted der er mindst ligeså koldt.
Tyskland og Berlin, er mit nye hjem. Hvertfald den næste måneds tid.
Jeg fryser stadigvæk. Selvom det er fem dage siden jeg kom til Berlin og på trods af at jeg har investeret i det varmeste uld på markedet, fryser jeg stadig.
Klart.
Jeg har vænnet mig til sol, sommer, 35 grader, svedigt hår og brune let påklædte piger. Jeg lukker mine øjne når det regner og drømmer om stranden i Tel Aviv, eller vandfaldene i Jordan, men det er faktisk dejligt at fryse. Det betyder at jeg er tilbage i vante rammer. Jeg er på hjemmebane.
Efter tre måneder på vejene med min rygsæk som bedste ven, er jeg begyndt at savne mit eget sted at være. Jeg savner at sidde i underhylere en hel dag, se fodbold og spise slik. Det kan man ikke når man rejser rundt som jeg har gjort. Desuden har jeg altid gerne ville bruge lang tid i Berlin og derfor har jeg lejet et lille værelse i en måned. Hvad vil jeg lave alene i det kolde Tyskland?
Jeg går ud fra at jeg kommer til at møde nogle mennesker, som jeg har gjort hidtil på min færd. Familie og venner er også absolut velkomne til at besøge mig. Derudover vil jeg skrive mine personlige anekdoter ned. Når jeg tænker på de ting jeg har oplevet og de mennesker jeg har mødt, føles det stadig uvirkeligt. Det er fiktion, det er noget jeg har set i en film, eller læst i en bog, men det er virkelighed og det fortjener at blive skrevet ned.
Før jeg tog afsted, og som jeg skrev i mit første indlæg, var risikoen for ensomhed rimelig stor. Der var ikke meget planlægning, blot at det hele skulle starte i Paris og slutte i Cairo. Jeg nåede aldrig til Cairo, men sluttede det hele i Jerusalem. Det gør mig stolt at tænke på at lykkes mig at rejse i så lang tid alene, uden at føle mig specielt ensom. Det har været vigtigt at bevise, hvertfald for mig selv, at det godt kan betale sig at kaste sig ud på dybt vand. Det er ikke farligt, det er sjovt.
Jeg har vel, som mange andre mennesker tendens til at tænke mere på morgendagen. Det ændrer sig nok ikke når jeg kommer hjem, men de sidste tre måneder har jeg ikke givet den mange tanker.
Dannelses rejse har jeg altid syntes var et latterligt begreb. Primo Levi skrev at "...the sea's only gifts are harsh blows and, occasionally, the chance to feel strong. Now, I don't know much about the sea, but I do know that that's the way it is here. And I also know how important it is in life not necessarily to be strong but to feel strong, to measure yourself at least once, to find yourself at least once in the most ancient of human conditions, facing blind, deaf stone alone, with nothing to help you but your own hands and your own head. Jeg har ikke været på dannelses rejse og jeg har ikke gloet på en sten i timevis. Jeg er ikke blevet pisse meget klogere på mig selv og jeg har ikke fundet den gyldne vej til lykke og velvære. Til gengæld har jeg oplevet vanvittige ting og mødt fantastiske mennesker.
Det er vel det alting i bund og grund handler om.
Tak til jer som har fulgt med. Hvem ved, måske det hele fortsætter næste sommer.
// Mathias
.
