Mathias of Arabia

Jeg har forladt det trygge Europa. I skrivende stund befinder jeg mig i Aleppo, Syrien.

Turen fra Tyrkiet til Syrien var bestemt ikke smertefri. Det tog mig syv-otte timer at komme igennem grænsen og få mit visum. Sikkerheden hernede er ekstrem. Ikke kun ved grænsen men over det hele. Soldater patruljerer konstant på de små landeveje og i Aleppo er de på hvert eneste gadehjørne. Den første nat på mit hotel blev jeg vækket midt om natten af sikkerhedspolitiet som uddybende ville vide alt om min baggrund, hvad jeg lavede i Syrien og hvor jeg var på vej hen. Der gik det op for mig at jeg er meget langt væk fra Danmark.

Aleppo skulle være den ældste by i verden. Det overrasker mig ikke. Jeg føler bogstaveligtalt at jeg er blevet sendt flere hundrede år tilbage i tiden. Jeg tror ikke at de kender til skraldemænd, for over det hele er der skrald og skidt. Der er nærmest ingen lyskryds, hvertfald ikke som virker. Bilerne kører og dytter som det passer dem, og menneskerne går på gaden som det passer dem. Desuden er gaderne også fyldt med æseler. Et stort kaos.

At Syrien er et muslimsk land hersker der ingen tvivl om. Stort set alle kvinderne bærer burkaer, der bliver kun spillet religiøs arabisk musik fra butikkerne og de fleste af mændene bærer også hovedbeklædning. Regeringen kontrollerer internettet, så Facebook og andre ligende tjenester kan ikke benyttes. Det er i øvrigt også forbudt at drikke alkohol og for mænd og kvinder at snakke sammen offentligt.

I bussen fra grænsen til Aleppo mødte jeg Muhammad som bor i Byen. Muhammad ejer en sten fabrik samt diverse smykke butikker. Han har boet nogle år i England, så hans Engelsk er forståeligt. Han har de sidste par dage vist mig rundt i byen og jeg har fået lov til at se hvordan hverdagen fungerer for ham. Muhammad er det vi i Danmark kalder en købmand af hjertet. Med nærmest rocker agtige metoder går han rundt i Aleppos gader hele dagen. Her forhandler, køber og sælger han varer efterfulgt af sin muskuløse kompagnon Abdul. I aftes spiste jeg hos ham og hans tre drenge. Jeg kunne desværre ikke møde hans kone og tre døtre. Kvinderne må nemlig ikke være i samme rum med en fremmede mand.

Syrien er et meget mærkeligt land at være i. Det vil tage mig flere år at vænne mig til deres måde at leve på. Det er et ekstremt venligt folkefærd, som Muhammad er et godt eksempel på. De sætter en dyd i at hjælpe mennesker, men alligevel skræmmer det hele mig lidt. Ikke fordi at jeg er specielt bange for at blive skudt eller bombet, men fordi at den religiøse fanatisme er så tydelig som den er. Soldaterne på hvert gadehjørne, kvinderne i sort og alt den religiøse musik. For mig som stort set lever mit liv som jeg selv ønsker, er det på alle måder uvirkeligt og en smule utrygt, men samtidig dybt fascinerende. 

Jeg er ikke helt færdig med Syrien endnu. De næste dage bruger jeg i hovedstaden Damaskus.

/ Mathias

På grund af den store sikkerhed er det heller ikke velset at gå rundt med et kamera. Jeg har dog taget lidt billeder i smug, men ikke nær så mange som jeg kunne ønske mig.