Jeg forstår det ikke. Soldaterne, sikkerheden og alt det ydre, som jeg beskrev i mit tidligere indlæg gør mig dagligt opmærksom på krigen. Men hvorfor forholder befolkningen sig ikke til den? I min jagt på et svar er jeg taget til Sarray Tikva, Israels svar på Hellerup, en times kørsel nord for Tel Aviv.
Af en landsby med 3000 indbyggere, det samme som Voel, min egen landsby, virker Sarrey Tikva noget mere indbydende. Godt nok har den ingen Daglig Brugs, ridehal, eller Kristen skole, men den har til gengæld Tennisbaner, Svømmingpools og Country Club. Husene er som i Danmark på ægte villavejs maner placeret klods op af hinanden. Men hvilke huse. Risskov, det rige kvarter i Århus vil blegne i forhold til Sarrey Tikvas paladser.
Selvom byen egentlig virker som et meget fredfyldt sted og noget jeg troede kun fandtes i Beverly Hills, er det ikke helt tilfældet. Den ligger nemlig omringet af Palæstinensiske landsbyer.
For at komme ind i Sarray Tikva, skal din bil og dig i gennem et detaljeret sikkerheds check.
Kl 12 hører du bønnerne fra de Palæstinensiske byer og om natten kan man høre skud. Hele byen er omringet af et massivt hegn og alle husene i Sarrey Tikva har en bombesikret kælder.
Kl 12 hører du bønnerne fra de Palæstinensiske byer og om natten kan man høre skud. Hele byen er omringet af et massivt hegn og alle husene i Sarrey Tikva har en bombesikret kælder.
Da jeg hørte skuddene om natten første gang gik jeg fuldstændig i panik. Jeg er altså ikke vant til at høre skud midt om natten og for mig er det lig med krig.
Jeg havde dog ingen grund til panik, for det er blot glædesskud. I de Palæstinensiske landsbyer er det nemlig en tradition at skyde mod himlen når nogen bliver gift.
På trods af at Sarrey Tikva er omringet af fjender, virker de, som alle andre i Israel heller ikke specielt optaget af krigen eller chancerne for bomber. Der har været fire angreb på byen de sidste ti år. Alligevel leger børnene på gaden, Mændene kører rundt i deres store Chevroleter og kvinderne tager sol i baghaven. De forholder sig til akkurat de samme dagligdags ting som vi gør i Danmark. Vejret, naboen og sportsresultaterne. Jeg vil komme med et godt eksempel. Dog ikke fra Sarrey Tikva, men fra Tel Aviv.
For nogle dage siden sad jeg på en cafe med en pige i Tel Aviv. Tel Aviv var for nogle år tilbage den by hvor der var flest selvmordsbomber i hele Israel. Hun læste i avisen og grinte. Jeg spurgte hvad hun grinte af og hun fortalte mig henkastet at de havde fundet en bombe på Busstationen dagen forinden. Det var ikke overskriften på forsiden, det var ikke engang en overskrift inde i avisen. Det var blot en lille sølle notits, som den uopmærksomme læser nok vil overse. Det burde sgu da være en overskrift. Det ville altså være den samme overskrift hver eneste dag fortalte hun. De er altså vant til det.
Men hvordan kan man blive vant til daglige trusler om krig og død. I Israel har de haft 169 tilfælde af selvmordsbombere fra 1993 til 2008. Men hvem tæller siger de.
Lige nu er der stille, men det er blot er stilhed før storm, siger de også.
Jeg synes det er sindsygt at man kan have leve i et land med sådan en statistik, sige sådan noget og alligevel gå rundt i haven og klippe sin hæk.
Lige nu er der stille, men det er blot er stilhed før storm, siger de også.
Jeg synes det er sindsygt at man kan have leve i et land med sådan en statistik, sige sådan noget og alligevel gå rundt i haven og klippe sin hæk.
De siger at jeg ikke kan forstå det fordi at jeg ikke har været her lang tid nok.
Det er nok rigtigt. Jeg vælger hvertfald at tro på det og bliver derfor hængende. Et sted med Tennis og Pool er nu ikke det værste sted at vente på at blive klogere.
Det er nok rigtigt. Jeg vælger hvertfald at tro på det og bliver derfor hængende. Et sted med Tennis og Pool er nu ikke det værste sted at vente på at blive klogere.
/ Mathias
