Fra Damaskus gik turen til hovedstaden i Jordan, Amman. Det var ikke i min oprindelig plan at besøge Jordan, men det er nødvendigt når jeg vil til Israel.
Amman er noget nær treds kilometer fra den Israelske grænse. Det er jo blot en rask gå tur for en ung frisk mand som mig. At vandre fra Jordan til Israel gennem Palæstina, måtte være det eneste rigtige. Det er trods alt et af de mest diskuterede områder i verden.
Jeg har efterhånden vænnet mig til at gå med min rygsæk i den bagende sol, så for første gang på min tur havde jeg overskud til at nyde omgivelserne. Det er en speciel følelse at gå side om side med det døde hav, mens de Israelske bjerge skimter i horisonten.
Alle burde gøre det mindst en gang i deres liv.
Hele vejen fra Amman havde jeg set store skilte som reklamerede for de fantastiske varme vandfald ved Mujib højderne. Heldigvis førte min vej til dem og som eventyr rejsende ville det være tåbeligt ikke at give dem et visit.
Jordanerne ved godt at deres land er blandt de mest naturskønne i verden. Derfor er det absolut heller ikke gratis at se deres vandfald. Jeg havde to muligheder. Enten kunne jeg betale en hulens masse penge for en guidet tur med en masse tyske turister, eller jeg kunne betale en helvedes masse penge for at gå alene. I begge tilfælde skulle jeg skrive under på ukendte erklæringer og jeg måtte ikke engang medbringe min rygsæk. Af princip vil jeg ikke betale penge for at se et vandfald. Hvertfald ikke på den her rejse. Desuden havde jeg planer om at finde et sted at sove i området, så jeg skulle bruge min rygsæk.
Min løsning måtte være at finde en vej uden om betalingsskranken og de Tyske turister. At finde en anden vej tog mig fem minutter og det undrerede mig hvorfor folk ikke bare gik samme vej som mig. Idioter!
En af de fantatiske ting ved at rejse på min måde er at jeg bliver overrasket nærmest hver eneste dag. Ved et vandfald er der selvfølgelig vand. Rigtig meget endda.
Dagens overraskelse kom for mig, da jeg efter fem minutters gang gik rundt om et hjørne og trådte direkte ned i brysthøjt vand.
Der forstod jeg hvorfor det var en god ide med en guide. Jeg forstod hvorfor man ikke måtte medbringe sin rygsæk og at erklæringerne sikkert var en slags forsikring.
Nu var jeg i vandet. Min rygsæk og jeg var drivvåd, så der var ingen anden udvej end at fortsætte. Efter timer med (alvorlig) hundesvømning og kampe for at komme op af store sten, nåede jeg endelig til vandfaldet. Der var ingen tyske turister. Kun mig og et røv stort vandfald. Jeg fik lagt mit våde tøj til tørre og til stor overraskelse havde både mit kamera og computer klaret strabadserne med bravour. Natten blev tilbragt i en hule. Det var mørkt og uhyggeligt, men det var fedt.
Dagen efter nåede jeg grænsen til Israel. Jeg er nu i den hellige by over alle hellige byer, Jerusalem.
/ Mathias
