Ich Bin (Bald) Ein Berliner

Mine dage som vandrende er talte. Jeg kan ikke kalde mig Mathias Supertramp længere.

Jeg er ikke taget hjem til Danmark, men til et sted der er mindst ligeså koldt.

Tyskland og Berlin, er mit nye hjem. Hvertfald den næste måneds tid.

Jeg fryser stadigvæk. Selvom det er fem dage siden jeg kom til Berlin og på trods af at jeg har investeret i det varmeste uld på markedet, fryser jeg stadig. 

Klart.

Jeg har vænnet mig til sol, sommer, 35 grader, svedigt hår og brune let påklædte piger. Jeg lukker mine øjne når det regner og drømmer om stranden i Tel Aviv, eller vandfaldene i Jordan, men det er faktisk dejligt at fryse. Det betyder at jeg er tilbage i vante rammer. Jeg er på hjemmebane.

Efter tre måneder på vejene med min rygsæk som bedste ven, er jeg begyndt at savne mit eget sted at være. Jeg savner at sidde i underhylere en hel dag, se fodbold og spise slik. Det kan man ikke når man rejser rundt som jeg har gjort. Desuden har jeg altid gerne ville bruge lang tid i Berlin og derfor har jeg lejet et lille værelse i en måned. Hvad vil jeg lave alene i det kolde Tyskland?

 Jeg går ud fra at jeg kommer til at møde nogle mennesker, som jeg har gjort hidtil på min færd. Familie og venner er også absolut velkomne til at besøge mig. Derudover vil jeg skrive mine personlige anekdoter ned. Når jeg tænker på de ting jeg har oplevet og de mennesker jeg har mødt, føles det stadig uvirkeligt. Det er fiktion, det er noget jeg har set i en film, eller læst i en bog, men det er virkelighed og det fortjener at blive skrevet ned.

Før jeg tog afsted, og som jeg skrev i mit første indlæg, var risikoen for ensomhed rimelig stor. Der var ikke meget planlægning, blot at det hele skulle starte i Paris og slutte i Cairo. Jeg nåede aldrig til Cairo, men sluttede det hele i Jerusalem. Det gør mig stolt at tænke på at lykkes mig at rejse i så lang tid alene, uden at føle mig specielt ensom. Det har været vigtigt at bevise, hvertfald for mig selv, at det godt kan betale sig at kaste sig ud på dybt vand. Det er ikke farligt, det er sjovt. 

Jeg har vel, som mange andre mennesker tendens til at tænke mere på morgendagen. Det ændrer sig nok ikke når jeg kommer hjem, men de sidste tre måneder har jeg ikke givet den mange tanker.

Dannelses rejse har jeg altid syntes var et latterligt begreb. Primo Levi skrev at "...the sea's only gifts are harsh blows and, occasionally, the chance to feel strong. Now, I don't know much about the sea, but I do know that that's the way it is here. And I also know how important it is in life not necessarily to be strong but to feel strong, to measure yourself at least once, to find yourself at least once in the most ancient of human conditions, facing blind, deaf stone alone, with nothing to help you but your own hands and your own head. Jeg har ikke været på dannelses rejse og jeg har ikke gloet på en sten i timevis. Jeg er ikke blevet pisse meget klogere på mig selv og jeg har ikke fundet den gyldne vej til lykke og velvære. Til gengæld har jeg oplevet vanvittige ting og mødt fantastiske mennesker.

Det er vel det alting i bund og grund handler om.

Tak til jer som har fulgt med. Hvem ved, måske det hele fortsætter næste sommer.

// Mathias

.  

Held og uheld i Tel Aviv

Jeg føler mig forpligtet til uden forbehold at fortælle om de mennesker jeg møder på min vej. Hvis jeg blot valgte at skrive om de gode oplevelser og sortere de dårlige fra, ville det være langt fra den fulde sandhed. Det her indlæg kommer til at handle om held, uheld og en maniodepressiv pige.

Jeg er nød til at skrue tiden lidt tilbage. Efter Jerusalem sagde jeg farvel til Solomon og tog til Tel Aviv. Alt verdens uheld synes at ramme mig da jeg kom dertil.

Først blev mit Visa-Kort slugt i en automat og derefter gik min telefon i stykker. Det skal siges at jeg kom til Tel Aviv samme dag som Rosh Hashanah, det Jødiske Nytår. 

Altså var alting lukket en uge og jeg stod uden penge eller telefon. Det er ikke første gang på min rejse at jeg har været på røven og har nu også lært ikke at gå i panik. Der er altid en løsning siger min far. Det valgte jeg at sætte min lid til.

Tel Aviv er specielt kendt for sit natteliv og bliver ofte sammenlignet med Ibiza. I min søgen for en barmhjertig sjæl var de største chancer derfor på stranden, hvor alverdens mennesker samler sig når mørket falder på.

Forældre er fandme kloge og min Far især. 

Hans vise ord skulle nemlig endnu engang vise sig at være sande. Der er altid en løsning og min var en Amerikansk Soldat ved navn Scott.

Scott er udstationeret i Afghanistan, eller som han selv siger, Verdens Røvhul. Der kæmper han i ti måneder og har to måneder fri. Hans fri dage bruger han på fuld skrue, ved at rejse alene rundt i verden og fyre alle sine penge af på fest og farver. Jeg fortalte ham om min situation. Hvis jeg lovede ham at betale hans øl når han kom et smut forbi Danmark, ville han hellere end gerne hjælpe mig økonomisk.

Scott hjalp mig i den grad. Han købte dyr champagne, dyr vodka og dyre øl til os begge. Han tilbød at betale for et hotelværelse indtil jeg fik mit kort tilbage. Ovenikøbet var han så gavmild at tilbyde mig en tur forbi det lokale bordel. Det skulle i følge ham være i verdensklasse. 

Smigrende og generøse tilbud, som jeg dog takkede nej til.

Senere på natten skiltes Scott og mine veje. Han endte i en slåskamp med nogle lokale gutter og blev kørt på politistationen. Ærgerligt for ham, men nu havde jeg lidt penge på lommen og kunne slippe for at sige nej til flere generøse tilbud. Beruset og lykkelig over mit evige held til at slippe ud  af håbløse situationer, besluttede jeg mig for at fejre det med en sjælden luksus, nemlig Pizza.

På Pizzariat arbejdede Danielle, som jeg faldte i snak med. Hun virkede cool og som en af de få i Tel Aviv, helt nede på jorden. Hun må have haft den samme opfattelse af mig, for hun foreslog at jeg når hun havde fri, kunne tage med hende hjem og blive så lang tid jeg havde lyst til. 

Danielle er smuk og hendes personlighed var magisk så et nej var ikke i mine tanker. 

Jeg fortryder ikke at jeg tog med hende hjem, men hun var langt fra magisk, snarere forbandet.

Ifølge hende selv er hun maniodepressiv og lider af alvorlige humørsvingninger. 

Hun har forsøgt selvmord, hvor hun rent faktisk var død, men lægerne fik hende genoplivet. Sidenhen har hun været på lykkepiller. Piller som hun netop var stoppet med at tage da jeg mødte hende. Alt det vidste jeg selvfølgelig ikke på forhånd. 

Den første uge vi tilbragte sammen var fantastisk, for der havde hun det godt. 

Hun svævede konstant på en sky og virkede som den frieste fugl i verden.

Fuglen faldte desværre med et brag ned fra skyen. Den anden og tredje var rent ud sagt skræmmende og uhyggelige. Hun vågnede om natten, gennemblødt i sved og fuldstændig panisk. Hun sagde at der var dæmoner i lejligheden, som var efter hende og at hun var så vred at hun kunne slå nogen ihjel. Om morgenen vågnede hun op og lod som om igenting var sket.

 Jeg føler bogstaveligtalt at jeg sidder og skriver direkte ud fra Lars Von Triers Antichrist og det blot er Charlotte Gainsbourgs karakter jeg beskriver. Men det var virkelighed.

Mest af alt havde jeg lyst til at tage alle mine ting og komme så langt væk fra hende som muligt.

Jeg overvejede det mange gange, men man kan ikke bare skride fra en person der har det så skidt og desuden havde jeg selv rodet mig ud i det. Jeg måtte i stedet prøve at hjælpe hende og vente på hun fik det en smule bedre. Der kunne jeg så stikke hende en løgn og sige at jeg ikke forlod hende, men blot skulle videre på min rejse, som i øvrigt hele tiden havde været planen.

Det var nogle lange nætter, hvor jeg bestemt ikke fik sovet meget. Jeg ved ikke om jeg var bange for at hun ville gøre mig fortræd, men helt tryg var jeg ikke. 

Der skete gudskelov ingenting. Hun fik det en smule bedre og jeg fortalte hende at jeg måtte videre.

Hun svævede igen nogenlunde på sin sky og var derfor rimelig kold overfor mine planer.

Om Danielle nogensinde kommer til at leve et velfungerende liv er mig et stort spørgsmålstegn. Jeg glemmer hende hvertfald ikke foreløbig. 

Jeg er nu i trykke rammer hos min ven i Jerusalem. Desuden kan jeg afsløre at jeg leger med tanken om snarligt at tage mod Europa og noget tættere på Danmark.

/ Mathias

Jeg har ingen intentioner om at bruge min blog til at hænge nogen ud. Derfor føler jeg det heller ikke passende at vise nogle billeder i denne omgang. 

Sarrey Tikva, Israels 2900

Jeg forstår det ikke. Soldaterne, sikkerheden og alt det ydre, som jeg beskrev i mit tidligere indlæg gør mig dagligt opmærksom på krigen. Men hvorfor forholder befolkningen sig ikke til den? I min jagt på et svar er jeg taget til Sarray Tikva, Israels svar på Hellerup, en times kørsel nord for Tel Aviv.

Af en landsby med 3000 indbyggere, det samme som Voel, min egen landsby, virker Sarrey Tikva noget mere indbydende. Godt nok har den ingen Daglig Brugs, ridehal, eller Kristen skole, men den har til gengæld Tennisbaner, Svømmingpools og Country Club. Husene er som i Danmark på ægte villavejs maner placeret klods op af hinanden. Men hvilke huse. Risskov, det rige kvarter i Århus vil blegne i forhold til Sarrey Tikvas paladser.

Selvom byen egentlig virker som et meget fredfyldt sted og noget jeg troede kun fandtes i Beverly Hills, er det ikke helt tilfældet. Den ligger nemlig omringet af Palæstinensiske landsbyer.

For at komme ind i Sarray Tikva, skal din bil og dig i gennem et detaljeret sikkerheds check. 
Kl 12 hører du bønnerne fra de Palæstinensiske byer og om natten kan man høre skud. Hele byen er omringet af et massivt hegn og alle husene i Sarrey Tikva har en bombesikret kælder.

Da jeg hørte skuddene om natten første gang gik jeg fuldstændig i panik. Jeg er altså ikke vant til at høre skud midt om natten og for mig er det lig med krig.

Jeg havde dog ingen grund til panik, for det er blot glædesskud. I de Palæstinensiske landsbyer er det nemlig en tradition at skyde mod himlen når nogen bliver gift.

På trods af at Sarrey Tikva er omringet af fjender, virker de, som alle andre i Israel heller ikke specielt optaget af krigen eller chancerne for bomber. Der har været fire angreb på byen de sidste ti år. Alligevel leger børnene på gaden, Mændene kører rundt i deres store Chevroleter og kvinderne tager sol i baghaven. De forholder sig til akkurat de samme dagligdags ting som vi gør i Danmark. Vejret, naboen og sportsresultaterne. Jeg vil komme med et godt eksempel. Dog ikke fra Sarrey Tikva, men fra Tel Aviv.

For nogle dage siden sad jeg på en cafe med en pige i Tel Aviv. Tel Aviv var for nogle år tilbage den by hvor der var flest selvmordsbomber i hele Israel. Hun læste i avisen og grinte. Jeg spurgte hvad hun grinte af og hun fortalte mig henkastet at de havde fundet en bombe på Busstationen dagen forinden. Det var ikke overskriften på forsiden, det var ikke engang en overskrift inde i avisen. Det var blot en lille sølle notits, som den uopmærksomme læser  nok vil overse. Det burde sgu da være en overskrift. Det ville altså være den samme overskrift hver eneste dag fortalte hun. De er altså vant til det.

Men hvordan kan man blive vant til daglige trusler om krig og død. I Israel har de haft 169 tilfælde af selvmordsbombere fra 1993 til 2008. Men hvem tæller siger de. 
Lige nu er der stille, men det er blot er stilhed før storm, siger de også. 
Jeg synes det er sindsygt at man kan have leve i et land med sådan en statistik, sige sådan noget og alligevel gå rundt i haven og klippe sin hæk.

De siger at jeg ikke kan forstå det fordi at jeg ikke har været her lang tid nok. 
Det er nok rigtigt. Jeg vælger hvertfald at tro på det og bliver derfor hængende. Et sted med Tennis og Pool er nu ikke det værste sted at vente på at blive klogere.

/ Mathias

Kong Solomon og hans Khat krigere

Jeg troede at jeg havde set rigtige soldater i Syrien og Jordan, men jeg tog fejl. Rigtige soldater findes i Israel.

Når du krydser den Israelske grænse er du ikke i tvivl om hvor du befinder dig. Det første du ser er et hav af flag der stolt vejer med David stjernen i midten. Hvis du har sovet i geografi timerne og derfor ikke ved hvordan flaget ser ud, får du hjælp af et kæmpe stilt hvorpå der står Welcome to Israel.

Opbudet af soldater ved grænsen vil få selv Jønke og hans gutter til at ryste i bukserne. Drenge og piger på max tyve år står på rad og række udstyret med hardcore maskinpistoler. Hvis du har drømme om at blive spion og eller bare elsker krydsforhør, vil jeg absolut anbefale at tage på træningslejr i Israel. Otte sikkerhedscheck var jeg i gennem før jeg kunne komme ind i landet. Alle mine ting blevet tjekket til mindste detalje. Spørgsmål om alt fra min families arbejde til min tidligere rejser blev stillet, før jeg til sidst kunne kalde mig turist. Det er ikke for sjov hernede.

Mit første mål i Israel var ikke specielt kulturelt eller historisk interessant, men det var i høj grad tiltrængt. Efter mange dage i det ultra religiøse Mellemøsten og for at dulme nerverne ovenpå de ekstreme sikkerheds checks, måtte jeg finde en bar i Jeruslalem. Som de fleste andre unge mennesker i verden er Israelserne ikke nogen undtagelse. De kan også godt lide alkohol. Det er min erfaring at der findes to typer af fulde mennesker. Der er den ubehaglige type og der er den flinke type. I baren mødte jeg min nye ven Solomon. Han var både ekstrem flink og ekstrem fuld. Efter flere timer snak og adskillige øl tilbød han mig at tilbringe en uge hos ham og hans venner. Det sagde jeg selvfølgelig ikke nej til. 

Jeg føler mig privilegeret og en smule heldig med de mennesker jeg har mødt på min rejse indtil videre. De har næsten alle haft ren mel i posen.

Hos Solomon og hans venner er hver dag en fest. De går i seng klokken seks om morgenen og står op kl seks om aftenen. De spiser ikke mad, men tygger i stedet Khat. I Danmark er Khat ulovligt, og hovedsagligt noget som Somalierne tygger. I Israel er det lovligt, og stort set alle unge mennesker bruger det som kickstarter i weekenderne. jeg har smagt det og kan kun sige at det smager ganske forfærdeligt. Smagen minder mest om bladene fra et bøge træ, og virkningen er heller ikke noget at råbe hurra for. Jeg faldte i søvn en time efter. Det er sgu mærkeligt. 

Udover at feste, tygge khat og reparere tømmermænd har jeg dog også haft tid til at se noget af Jerusalem. Jeg har hørt historier om Jerusalem syndromet. Et psykisk fænomen som rammer et fåtal af folk når de kommer til byen. De bliver skøre af den religiøse tåge som den gamle bydel er omringet af. Man har fundet folk vandrende i ørkenen i ført hotel lagner i den tro at de var Jesus eller Moses. En kvinde blev fundet på gulvet i den hellige gravs kirke i den tro at hun var Jomfru Maria og skulle føde Jesus. Hun var ikke engang gravid. Det lyder fuldstændig sindsygt, men jeg kan rent faktisk godt forstå at folk er blevet sindsyge af at opholde sig her i længere tid. 

Jeg kan rigtig godt lide at være i Israel. Det er et perfekt mix af den Vestlige mentalitet blandet med den Mellemøstlige varme. Ser man bort fra soldaterne på hvert gade hjørne og tanksene som buldrer ved grænserne, virker det som et frit land. Janteloven findes på ingen måder. Folk går klædt og opfører sig absolut som de vil. Det er fandme fedt. Desuden må jeg indrømme, at de Israelske pigers udseende klart tager første pladsen, over alle de lande jeg har besøgt indtil videre. Jeg ser derfor ingen grund til at skynde mig videre.

/ Mathias

På Palæstinensisk jord

Fra Damaskus gik turen til hovedstaden i Jordan, Amman. Det var ikke i min oprindelig plan at besøge Jordan, men det er nødvendigt når jeg vil til Israel.

Amman er noget nær treds kilometer fra den Israelske grænse. Det er jo blot en rask gå tur for en ung frisk mand som mig. At vandre fra Jordan til Israel gennem Palæstina, måtte være det eneste rigtige. Det er trods alt et af de mest diskuterede områder i verden.

Jeg har efterhånden vænnet mig til at gå med min rygsæk i den bagende sol, så for første gang på min tur havde jeg overskud til at nyde omgivelserne. Det er en speciel følelse at gå side om side med det døde hav, mens de Israelske bjerge skimter i horisonten. 

Alle burde gøre det mindst en gang i deres liv.

Hele vejen fra Amman havde jeg set store skilte som reklamerede for de fantastiske varme vandfald ved Mujib højderne. Heldigvis førte min vej til dem og som eventyr rejsende ville det være tåbeligt ikke at give dem et visit.

Jordanerne ved godt at deres land er blandt de mest naturskønne i verden. Derfor er det absolut heller ikke gratis at se deres vandfald. Jeg havde to muligheder. Enten kunne jeg betale en hulens masse penge for en guidet tur med en masse tyske turister, eller jeg kunne betale en helvedes masse penge for at gå alene. I begge tilfælde skulle jeg skrive under på ukendte erklæringer og jeg måtte ikke engang medbringe min rygsæk. Af princip vil jeg ikke betale penge for at se et vandfald. Hvertfald ikke på den her rejse. Desuden havde jeg planer om at finde et sted at sove i området, så jeg skulle bruge min rygsæk.

Min løsning måtte være at finde en vej uden om betalingsskranken og de Tyske turister. At finde en anden vej tog mig fem minutter og det undrerede mig hvorfor folk ikke bare gik samme vej som mig. Idioter!

En af de fantatiske ting ved at rejse på min måde er at jeg bliver overrasket nærmest hver eneste dag. Ved et vandfald er der selvfølgelig vand. Rigtig meget endda.

Dagens overraskelse kom for mig, da jeg efter fem minutters gang gik rundt om et hjørne og trådte direkte ned i brysthøjt vand. 

Der forstod jeg hvorfor det var en god ide med en guide. Jeg forstod hvorfor man ikke måtte medbringe sin rygsæk og at erklæringerne sikkert var en slags forsikring.

Nu var jeg i vandet. Min rygsæk og jeg var drivvåd, så der var ingen anden udvej end at fortsætte. Efter timer med (alvorlig) hundesvømning og kampe for at komme op af store sten, nåede jeg endelig til vandfaldet. Der var ingen tyske turister. Kun mig og et røv stort vandfald. Jeg fik lagt mit våde tøj til tørre og til stor overraskelse havde både mit kamera og computer klaret strabadserne med bravour. Natten blev tilbragt i en hule. Det var mørkt og uhyggeligt, men det var fedt.

Dagen efter nåede jeg grænsen til Israel. Jeg er nu i den hellige by over alle hellige byer, Jerusalem.

/ Mathias

Mathias of Arabia

Jeg har forladt det trygge Europa. I skrivende stund befinder jeg mig i Aleppo, Syrien.

Turen fra Tyrkiet til Syrien var bestemt ikke smertefri. Det tog mig syv-otte timer at komme igennem grænsen og få mit visum. Sikkerheden hernede er ekstrem. Ikke kun ved grænsen men over det hele. Soldater patruljerer konstant på de små landeveje og i Aleppo er de på hvert eneste gadehjørne. Den første nat på mit hotel blev jeg vækket midt om natten af sikkerhedspolitiet som uddybende ville vide alt om min baggrund, hvad jeg lavede i Syrien og hvor jeg var på vej hen. Der gik det op for mig at jeg er meget langt væk fra Danmark.

Aleppo skulle være den ældste by i verden. Det overrasker mig ikke. Jeg føler bogstaveligtalt at jeg er blevet sendt flere hundrede år tilbage i tiden. Jeg tror ikke at de kender til skraldemænd, for over det hele er der skrald og skidt. Der er nærmest ingen lyskryds, hvertfald ikke som virker. Bilerne kører og dytter som det passer dem, og menneskerne går på gaden som det passer dem. Desuden er gaderne også fyldt med æseler. Et stort kaos.

At Syrien er et muslimsk land hersker der ingen tvivl om. Stort set alle kvinderne bærer burkaer, der bliver kun spillet religiøs arabisk musik fra butikkerne og de fleste af mændene bærer også hovedbeklædning. Regeringen kontrollerer internettet, så Facebook og andre ligende tjenester kan ikke benyttes. Det er i øvrigt også forbudt at drikke alkohol og for mænd og kvinder at snakke sammen offentligt.

I bussen fra grænsen til Aleppo mødte jeg Muhammad som bor i Byen. Muhammad ejer en sten fabrik samt diverse smykke butikker. Han har boet nogle år i England, så hans Engelsk er forståeligt. Han har de sidste par dage vist mig rundt i byen og jeg har fået lov til at se hvordan hverdagen fungerer for ham. Muhammad er det vi i Danmark kalder en købmand af hjertet. Med nærmest rocker agtige metoder går han rundt i Aleppos gader hele dagen. Her forhandler, køber og sælger han varer efterfulgt af sin muskuløse kompagnon Abdul. I aftes spiste jeg hos ham og hans tre drenge. Jeg kunne desværre ikke møde hans kone og tre døtre. Kvinderne må nemlig ikke være i samme rum med en fremmede mand.

Syrien er et meget mærkeligt land at være i. Det vil tage mig flere år at vænne mig til deres måde at leve på. Det er et ekstremt venligt folkefærd, som Muhammad er et godt eksempel på. De sætter en dyd i at hjælpe mennesker, men alligevel skræmmer det hele mig lidt. Ikke fordi at jeg er specielt bange for at blive skudt eller bombet, men fordi at den religiøse fanatisme er så tydelig som den er. Soldaterne på hvert gadehjørne, kvinderne i sort og alt den religiøse musik. For mig som stort set lever mit liv som jeg selv ønsker, er det på alle måder uvirkeligt og en smule utrygt, men samtidig dybt fascinerende. 

Jeg er ikke helt færdig med Syrien endnu. De næste dage bruger jeg i hovedstaden Damaskus.

/ Mathias

På grund af den store sikkerhed er det heller ikke velset at gå rundt med et kamera. Jeg har dog taget lidt billeder i smug, men ikke nær så mange som jeg kunne ønske mig.

Mount Olympus, Home of the Gods

"So saying, Minerva, goddess azure-eyed,
 Rose to Olympus, the reputed seat, 
Eternal of the gods, which never storms
, disturb, rains drench, or snow invades, but calm
 the expanse and cloudless shines with purest day.
 There the inhabitants divine rejoice 
For ever."

Homer’s Odyssey Z 14

Jeg kom til Igoumenitsa i Grækenland med færgen fra Venedig fredag. På færgen snakkede jeg med en Græker som i sin tid havde besteget alle bjerge værd at bestige.

Han fortalte mig at det første jeg burde gøre når jeg kom i land var at bestige Mount Olympus, Grækenlands højeste bjerg på 3000 meter og topografisk et af Europas højeste punkter. 
Jeg kendte ikke til bjerget, men der var ikke så meget tvivl. Selvfølgelig skulle jeg det.

Lørdag eftermiddag stod jeg i bjergbyen Lithoro klar til at tage de første skridt mod Zeus og skyerne.

Min tid til forberedelse havde været knap. Jeg vidste blot at de sidste par hundrede meter krævede lidt teknisk kunnen og at man burde kunne klare det på et par dage. 
Jeg burde have forberedt mig bedre for allerede efter tre timer for jeg vildt. Det er forholdsvis let at orintere sig på bjerget. Der er kun en sti fra Lithoro og der er rimelig mange skilte. Alligevel overså jeg et af dem.  Jeg endte væk fra stien og det var ved at blive mørkt så jeg måtte slå lejr i vildmarken. Den Græske hede og min erfaring som pædagog medhjælper kom mig dog til gode. 
Jeg fik lavet et bål  for at have lidt lys. Jeg følte mig som en kæmpe idiot. Det var første dag og det var allerede lykkes mig at fare vildt. Desuden havde jeg ikke noget telt så jeg var hovedmåltid for myggene og andet kryb. 

  Undskyldende tanker blev sendt til B.S den nat.

Dagen efter var betydelig bedre. Om morgenen fandt jeg hurtigt den rigtige sti og om eftermiddagen nåede jeg til første vand reserve Prionia, 1000 meter oppe. Det er eksremt hårdt at gå op ad med en rygsæk når det er 40 grader varmt og der ingen vind er. Det er nødvendigt med mange pauser.

Tredje dagen forsatte på samme måde. Jeg nåede endnu 900 meter op til anden reserve på ni timer. Hele min krop føltes på det tidspunkt som sten, og jeg må indrømme at jeg mest af alt havde lyst til at give op, og tage hjem til min mor.
 Heldigvis mødte jeg to Englændere som inviterede mig til at sove i deres telt. De havde ikke planer om at gå til toppen, men jeg fik dem overtalt til at gå op sammen med mig. Uden de to drenge havde jeg ikke nået den, det er helt sikkert. De var en kæmpe hjælp.

Fra reserve to til det højeste punkt er der 1100 meter, hvilket ikke lyder af meget. Men Stigningsprocenten er brutal og underlaget består kun af sten og grus. Det var lidt en overraskelse for mig, men det vel sådan det er på et bjerg.  
Det var i alt en gå tur på ti timer den dag. Det sidste 400 meter tog seks timer, og jeg følte bogstavelig talt ikke at jeg bevægede mig nogen vegne. Vi kom dog langt om længe til toppen og følelsen af lykke var ubeskrivelig. Det kan lyde latterligt, for det er langt fra Mount Everest, K2 eller Makalu, men for mig som kun har kendskab til Himmelbjerget, gik op uden udstyr og med stor rygsæk var det en kæmpe sejr. 

Jeg har besteget et fucking bjerg!.

De næste dage slapper jeg af i Thessaloniki inden jeg finder min vej til Tyrkiet.

/ Mathias