Jeg føler mig forpligtet til uden forbehold at fortælle om de mennesker jeg møder på min vej. Hvis jeg blot valgte at skrive om de gode oplevelser og sortere de dårlige fra, ville det være langt fra den fulde sandhed. Det her indlæg kommer til at handle om held, uheld og en maniodepressiv pige.
Jeg er nød til at skrue tiden lidt tilbage. Efter Jerusalem sagde jeg farvel til Solomon og tog til Tel Aviv. Alt verdens uheld synes at ramme mig da jeg kom dertil.
Først blev mit Visa-Kort slugt i en automat og derefter gik min telefon i stykker. Det skal siges at jeg kom til Tel Aviv samme dag som Rosh Hashanah, det Jødiske Nytår.
Altså var alting lukket en uge og jeg stod uden penge eller telefon. Det er ikke første gang på min rejse at jeg har været på røven og har nu også lært ikke at gå i panik. Der er altid en løsning siger min far. Det valgte jeg at sætte min lid til.
Tel Aviv er specielt kendt for sit natteliv og bliver ofte sammenlignet med Ibiza. I min søgen for en barmhjertig sjæl var de største chancer derfor på stranden, hvor alverdens mennesker samler sig når mørket falder på.
Forældre er fandme kloge og min Far især.
Hans vise ord skulle nemlig endnu engang vise sig at være sande. Der er altid en løsning og min var en Amerikansk Soldat ved navn Scott.
Scott er udstationeret i Afghanistan, eller som han selv siger, Verdens Røvhul. Der kæmper han i ti måneder og har to måneder fri. Hans fri dage bruger han på fuld skrue, ved at rejse alene rundt i verden og fyre alle sine penge af på fest og farver. Jeg fortalte ham om min situation. Hvis jeg lovede ham at betale hans øl når han kom et smut forbi Danmark, ville han hellere end gerne hjælpe mig økonomisk.
Scott hjalp mig i den grad. Han købte dyr champagne, dyr vodka og dyre øl til os begge. Han tilbød at betale for et hotelværelse indtil jeg fik mit kort tilbage. Ovenikøbet var han så gavmild at tilbyde mig en tur forbi det lokale bordel. Det skulle i følge ham være i verdensklasse.
Smigrende og generøse tilbud, som jeg dog takkede nej til.
Senere på natten skiltes Scott og mine veje. Han endte i en slåskamp med nogle lokale gutter og blev kørt på politistationen. Ærgerligt for ham, men nu havde jeg lidt penge på lommen og kunne slippe for at sige nej til flere generøse tilbud. Beruset og lykkelig over mit evige held til at slippe ud af håbløse situationer, besluttede jeg mig for at fejre det med en sjælden luksus, nemlig Pizza.
På Pizzariat arbejdede Danielle, som jeg faldte i snak med. Hun virkede cool og som en af de få i Tel Aviv, helt nede på jorden. Hun må have haft den samme opfattelse af mig, for hun foreslog at jeg når hun havde fri, kunne tage med hende hjem og blive så lang tid jeg havde lyst til.
Danielle er smuk og hendes personlighed var magisk så et nej var ikke i mine tanker.
Jeg fortryder ikke at jeg tog med hende hjem, men hun var langt fra magisk, snarere forbandet.
Ifølge hende selv er hun maniodepressiv og lider af alvorlige humørsvingninger.
Hun har forsøgt selvmord, hvor hun rent faktisk var død, men lægerne fik hende genoplivet. Sidenhen har hun været på lykkepiller. Piller som hun netop var stoppet med at tage da jeg mødte hende. Alt det vidste jeg selvfølgelig ikke på forhånd.
Den første uge vi tilbragte sammen var fantastisk, for der havde hun det godt.
Hun svævede konstant på en sky og virkede som den frieste fugl i verden.
Fuglen faldte desværre med et brag ned fra skyen. Den anden og tredje var rent ud sagt skræmmende og uhyggelige. Hun vågnede om natten, gennemblødt i sved og fuldstændig panisk. Hun sagde at der var dæmoner i lejligheden, som var efter hende og at hun var så vred at hun kunne slå nogen ihjel. Om morgenen vågnede hun op og lod som om igenting var sket.
Jeg føler bogstaveligtalt at jeg sidder og skriver direkte ud fra Lars Von Triers Antichrist og det blot er Charlotte Gainsbourgs karakter jeg beskriver. Men det var virkelighed.
Mest af alt havde jeg lyst til at tage alle mine ting og komme så langt væk fra hende som muligt.
Jeg overvejede det mange gange, men man kan ikke bare skride fra en person der har det så skidt og desuden havde jeg selv rodet mig ud i det. Jeg måtte i stedet prøve at hjælpe hende og vente på hun fik det en smule bedre. Der kunne jeg så stikke hende en løgn og sige at jeg ikke forlod hende, men blot skulle videre på min rejse, som i øvrigt hele tiden havde været planen.
Det var nogle lange nætter, hvor jeg bestemt ikke fik sovet meget. Jeg ved ikke om jeg var bange for at hun ville gøre mig fortræd, men helt tryg var jeg ikke.
Der skete gudskelov ingenting. Hun fik det en smule bedre og jeg fortalte hende at jeg måtte videre.
Hun svævede igen nogenlunde på sin sky og var derfor rimelig kold overfor mine planer.
Om Danielle nogensinde kommer til at leve et velfungerende liv er mig et stort spørgsmålstegn. Jeg glemmer hende hvertfald ikke foreløbig.
Jeg er nu i trykke rammer hos min ven i Jerusalem. Desuden kan jeg afsløre at jeg leger med tanken om snarligt at tage mod Europa og noget tættere på Danmark.
/ Mathias
Jeg har ingen intentioner om at bruge min blog til at hænge nogen ud. Derfor føler jeg det heller ikke passende at vise nogle billeder i denne omgang.
